Skipper afsluttede Limfjorden-tur

Skipper trodsede det ustadige vejr og førte solo vores gode skib Ferdinand hjem fra Struer (afgang mandag 29. juli) til Thurø (ankomst fredag 3. august) på 3 intensive sejldøgn afbrudt af 1 enkelt dags hvilepause i Ebeltoft).

B&O’s Struer

Vejrguderne er tydeligt ikke med os. Den største oplevelse hidtil i Struer handler om nydelsen af 2 stykker tærte med masser af soft-ice, indtaget mens regnen og blæsten stod Ferdinand om stævnene. Alle gæstesejlerne gør som vi, dvs. det meste af tiden sidder alle og kukkelurer om bord på deres båd, men så snart regnen stilner en smule, farer vi ud på dæk og broer, om det så blot er for ti minutter. Felix’s lufteture er mest gåen i snor. Havnehyggen mangler, muligvis er det bare vejret der trykker stemningen generelt. Dog kom der lidt sen aftensol søndag.

Struer bød på designudstilling, masser af spøjse gadeudsmykninger og små havneboder fremviste lokal kunst. Ikke noget jeg kunne falde for. Ufatteligt at B&O’s design er fostret i Struer. Men det må have været på et tidspunkt hvor vejrguderne var venligere stemt …

Sol og regn i Sundsøre

Ugens start tager udgangspunkt i Sundsøre havn. Kom hertil søndag og selv i regnvejr var idyllen overvældende og udflugtsmulighederne til at få øje på. Felix nød både omgivelser og den daglige kontakt med havnens sejlklubmedlemmer, så han sprang fra borde i tide og utide. Knap så heldigt sprang han også i land da vi skulle videre og lige havde sluppet agterfortøjningen – men vi fik ham ‘overtalt’ til at komme om bord igen.

Midt på ugen kom vi til Thyborøn og fik oplevet muntert havneliv og spist skipperbuffet i byens bedste fiskerestaurant Mallemukken – med spøjs omvendt kutter som tag.

Weekenden bliver i Struer, i selskab med styrtregn og hård blæst, men herom i næste uges udvalgte billedserie.

Blæst til overmål

Fra land ser Limfjorden tilforladelig ud, men vinden er oppe på 10-11 m/sek. så der kræves lidt motorkraft for at kæmpe mod vinden.

Internettet er generelt ustabilt i havn - Blikhavn.dk bliver derfor 'ustadigt vedligeholdt'.

Vores første sejlads ad Limfjorden blev i modvind (8-10 m/sek). Vi nåede til bro i Gjøl og en dag mere i blæst tog vi som anledning til kro-mad, cykelture og tøjvask. Vi gearer op og ned med sejladsen i forhold til vejret. Men det betød også, at vi stod tidligt ud fra Gjøl, hvor blæsten var 6-8 m/sek og – forventeligt – røg ud i ubehagelig rullen over Løgstør Bredning hvor blæsten var steget til 8-10 m/sek. Men Fur blev nået – og solen var med os. Fur Strand Hotel fik lokket os til kaffe og tærte (uhm for en delikatesse-udgave) og stedets dinner testes af senere. Et par dage på Fur og vi når at se hvad vi når at se.

Fra Thurø til Limfjorden

Ugens udvalgte foto er billedet af Bågøs innovative beboer, nonnen Amvrosia, som for 4 år siden indrettede Den russisk ortodokse kirke på Bågø og feriebolig for pilgrimme. Det er ganske vist if. Kristelig Dagblad fra 23. juli 2014 i artiklen ‘Nonnen, der fandt sin ø’. Og øen har dog kun ca. 32 indbyggere, så det er da en udkants-bedrift, der vil noget.

Sejlvejret er vekslende og vi har derfor masser af lejlighed til at nyde længere ophold undervejs, bl.a. er det blevet til 2 dage på Lyø, 3 dage på Bågø og så lidt Snaptun, Grenaa og Hals, før vi var ved Limfjorden.

Internettet er generelt ustabilt i havn - Blikhavn.dk bliver derfor 'ustadigt vedligeholdt'.