Vi rykker

Vi rykker rigtig mange sluser pr. dag – og vejr og omgivelser er stort set med os. Største problem p.t. er den lave vandstand. Fx tirsdag morgen viste det sig, at Ferdinand havde sat sig fast i løbet af natten. Gode hjælpere fik os fri. Her til aften lagde vi til MEN lagde os samtidig på grunden, hvor også gode hjælpere måtte frigøre os, så vi kunne finde et andet sted med mere vand at lægge os. Det viser sig i morgen om vi kan komme af sted uden problemer.

Men her kommer et resume:

2. juni. Marigny-le-Cahouët – idyllisk landsby og hyggeligt stop-over med 3 andre både – blev nået ved 16-tiden, så havde vi siden 9:30 sejlet 30 km og klaret 26 sluser – dog 10 km ‘slusefri’ sejlads mellem sluse 12 og 13. Og det var netop en usædvanlig dejlig tur ad en bugtet og smal kanalvej med fuglefløjt foroven og tætte høje træer.

3. juni. Venarey-les-Laumes – vi gennemførte de planlagte 29 sluser (fordelt på 9 km!) – og kom til ‘kajs’ netop som det blæste op.

Aftentur sammesteds.

 

4. juni. Ravières – fredelig tur med lange stræk mellem sluserne og med vekslende skydække fra sol til regnbyger. Glimrede ved at gå på grund (igen) da vi skulle lægge til for natten. Igen var hjælpere heldigvis nær, så nu ligger vi ved kajen uden strøm, men kan forhåbentlig starte ud i morgen tidlig.