FORTSAT fra sejlerlog maj 2014
Mandag 2.6.2014. Afgang Pouilly kl. 9:15. Ankomst Marigny kl. ca. 16.
Nu sluses der nedad – det er langt det letteste. Vi sejlede sammen med en fransk båd i sluserne hele dagen. Ca. 26 sluser, distance ca. 29 km. Flot vejr, sol og kølig vind. Ideelt slusevejr. Marigny er en charmerende landsby m. gammelt slot, hvor parken var åben. Ingen faciliteter, men ren idyl.
Tirsdag 3.6.2014. Afgang Maigny kl. 9:15. Ankomst Véneray kl. 16.
Vi sad fast i mudder, da vandstanden havde sænket sig i nattens løb. Kunne ikke komme fri og måtte have hjælp fra nabobåd, hvor alle skubbede. Problemet er generelt vores dybdegang. Klarede ca. 20 sluser inden frokost! Dejligt vejr, tog 9 sluser mere inden havn. Distance 9 km.
Onsdag 4.6.2014. Afgang Véneray kl. 8:50. Ankomst Ravières kl. 17.
Regnvejr og blæst hele dagen. Ravières en by i forfald.
Torsdag 5.6.2014. Afgang Ravières kl. 10. Ankomst Lézinnes kl. 17.
Solskinsdag. Felix fik dårlig mave og brækkede sig. Frokost i Ancy-le-Franc. Flot slot i flot by. Fulgte efter peniche (hotelbåd) til sluse 85. Felix fik det bedre ud på eftermiddagen.
Fredag 6.6.2014. Afgang Lézinnes kl. 9. Ankomst Tonnere kl. 14.
Vi blev dirigeret først ind i sluse (foran hotelbåd). Sejlede til Tonnere, hvor der var dyrlæge, hvis Felix blev dårlige (havde kaste op hele natten). Blev i byen hele pinsen. Hedebølge, men Felix blev bedre – fik skånekost. Aage tog cykeltur til Chateau de Tanlay. Tonnere havde veteranbil-træf.
Mandag 9.6.2014. Afgang Tonnere kl. 9. Ankomst ved St-Florentin kl. 16.
Sejlede i hedebølge til St-Florentin. Havn var fyldt op, eller der var for lidt vand ved anlægsplads, så vi blev sluset videre og lagde til efter sluse (sammen med engelsk båd). St-Florentin var hyggelig. Cykeltur med indkøb af vand og pizza.
Tirsdag 10.6.2014. Afgang St-Florentin kl 9. Ankomst Joigny kl. 16.
Tre både sluses samamen. Lidt plads, men ingen uheld.
Kl. 14 var vi ude af Canal de Bourgogne og sejler ind på L’Yonne-floden. Sightseeing i Joigny.
Onsdag 11.6.2014. Afgang Joigny kl. 11:30. Ankomst ved Sens kl 17:48.
Morgentur på marked og indkøb. Vi sejlede af sted og ville gerne overnatte i byen Sens, men fik at vide at sluse 9 (sidste sluse inden Sens) lukkede kl. 17:45. Vi kom 3 minutter for sent. Måtte lægge til ved slusen, mange sten ved bredden, så bagenden m. skrue måtte tvinges ud i floden for at undgå skade. Gåtur med Felix til byen der lå 1,5 km væk. Godstog på modsatte bred, men fredeligt
Torsdag 12.6.2014. Afgang ved Sens kl. 8. Ankomst Montereau kl. 16:15.
Morgentur langs floden med Felix. Sluseport blev åbnet kl. 8 og kl. 8:30 blev vi sluset. Flot vejr og fin tur på floden til Montereau, hvor L’Yonne løber ud i Seinen.
Fredag 13.6.2014. Afgang Montereau kl 9. Ankomst Moret-sur-Loing kl. 14.
Direkte ud i Seinen og efter ca. 30 minutter slusning. Alene i kæmpesluse. Efter 13 km drejede vi af ved Canal du Loing forbi masser af flodbåde der lå fortøjet, og ind i første sluse. I slusen fik vi at vide, at kanalen var lukket længere fremme pga. havareret skib i sluse 14, så vi valgte at søge plads i den lille havn i Moret-sur-Loing før slusen. Og afvente hvornår og om kanalen blev genåbnet. Havnen var fyldt op, så vi lagde til ved bredden på modsat side – klar til at flytte til en plads i havnen senere på dagen. Aage fik afprøvet vores gummibåd – både med og uden Felix.
Dejlig hyggelig by med stemning, gode forretninger, liv og super restaurant. Vi lå der til søndag. Aage tog sig en lang cykeltur til sluse 14 med det havarerede skib.
Søndag 15.6.2014. Afgang Moret-sur-Loing kl. 9. Ankomst ved Neonville ?
Kanalen genåbnet. Fin tur til Château-Landon, hvor vi lagde til efter sluse 7. Gåtur til slottet 2,5 timer. alle trætte.
Mandag 16.6.2014. Afgang ved. Neonville kl. 8:15. Ankomst Montbouy kl. 17.
Slusning i Cepoy kl. 9. Frokost i Montargis. Videre ad Canal de Briare. Montbouy var en søvning landsbu. Cykeltur og tur med Felix.
Tirsdag 17.6.2014. Afgang Montbouy kl. 10. Ankomst Briare kl. 18.
Behageligt vejr. Alle sluser i trapper fungerede optimalt og uden dramaer (nogle var 5 meter høje). Fin service i slusetrappen. Aftentur Briare ud ad Briare-broen, der bare er så elegant smuk.
Onsdag 18.6.2014. Afgang Briare kl. 10:30. Ankomst ved Ménétréol-sous-Sancerre kl. 19.
Sejlede på Briare bro og videre ad næste kanalafsnit Canal Latéral à la Loire. Lidt mere åben
Torsdag 19.6.2014. Afgang v. Ménétréol-sous-Sancerre kl. 8:45. Ankost Beffes kl. 19.
Slusning sammen med to udlejningsbåde, der sejlede alt for hurtigt. Frokost og indkøb i La Chapelle-MontLinard. Meget lavt vand i kanal. Fin ny havn – og restaurant.
Fredag 20.6.2014. Afgang Beffes kl. 9. Ankomst ved Fleury-sur-Loire kl. 20.
Flot vejr. Tøjvask og tørring i fri luft, op ad dagen blev det varmt.l Slusning 9 m forløb uden problemer. Kl. 19 ankom vi til byen, men havnepladserne lå på alt for lavt vand, så vi søgte videre til vi fandt en bred vi kunne komme ind til (og ud af næste morgen!). Flot aften i natur.
Lørdag 21.6.2014. Afgang v. Fleury-sur-Loire kl. 9. Ankomst Beaulon kl. 19.
Meget lidt vand i kanal. Varmt og solrigt – ca. 30 grader. Vi fik sidste plads ved anlægsplads. Ca. 50 autocampere, så det lignede mere en campingplads.
Søndag 22.6.2014. Afgang Beaulon kl. 9:30. Ankomst Digoin kl. 16:30.
Tidligt om morgenen stod båden på grund, da vandingsanlæg til mark havde sænket vandstanden. Bekymrende. Men efter indkøb i byen, havde slusevagt fyldt vand i bassin, så vi havde vand under køl. Hedebølge. Digoin er en hyggelig by, Felix fik bad i Loire-floden.
Mandag 23.6.2014. Afgang Digoin kl. 9. Ankomst Génelard kl. 18.
Tirsdag 24.6.2014. Afgang Génelard kl. 9. Ankomst Saint-Julien-sur-Dheune kl. 18.
Vi er på Canal du Centre. Følgeskab med fransk båd hele dagen. Hyggelig småsnak med de franske bådejere undervejs. Desværre fik båden hårde knubs i en sluse, og fenderlisten gik lidt fra, men listen kunne repareres.
Onsdag 25.6.2014. Afgang Saint-Julien-sur-Dheune kl. 9. Ankomst ved Chagney ved 17-tiden.
Igen følgeskab med fransk båd. Vi sluses nedad i stille og roligt tempo. Vi lagde godt nok til i Chagney, men opdagede at pladsen var ucharmerende med både fabrikudsigt og motorvejsstøj, så efter aftensmåltid og gåtur, ‘tøffede’ vi Ferdinand videre, og fik lagt til bredden inden næste sluse. I fredeligere landlige omgivelser.
Torsdag 26.6.2014. Afgang ved Chagney kl. 9. Ankomst Chalon-sur-Saône
Forvirring om rækkefølge ved første sluse – vi var fire både i alt, der lå SÅ klar til indsejling. Vi kom først i sluse, da vi lå forrest, uden problemer, men den franske båd kom ikke med, da udlejningsbådene syntes den maste sig foran dem.
Fin tur til Chalon-sur-Saône – spændende med mange sluser i trappe, men det gik hurtigt. Ved 13-tiden var vi ved kanalens sidste sluse, som var på ca. 10,5 meter. Derefter sejlede vi ud på floden Saône. Vi fandt en fin lystbådehavn med gode (og rene) faciliteter. Byen er interessant og vi bliver i to dage og får vasket tøj.
Fik aftale pr. telefon med Port Royal i Auxonne om en plads til Ferdinand på ca. 2 mdr. mens vi tager ‘et smut’ til Danmark.
Søndag 29.6.2014. Afgang Chalon kl. 8. Ankomst Auxonne kl. ca. 18:30.
Behagelig tur op ad floden mod nord. 3 sluser. Optankning i Jean de Losne. Kom fint i havn. Blev der frem til onsdag, hvor vi nød sommervejret og hvor Aage bl.a. tog på heldagstur Dijon-Paris-Reims-Sillery, hvor vores bil havde stået på parkeringsplads siden 5. maj – og stod endnu – klar til at hente. Fik reserveret overnatning m. hund i Tyskland, så bilturen til Danmark kunne brækkes over i to dage: onsdag 2. og torsdag 3. juli.
F O R T S Æ T T E S …