Sejlerlog juli 2013

Lørdag 20.7.2013. Vi afsejlede fra Thurø kl. 10 i blikstille vejr og ankom til Bagenkop på det sydlige Langeland kl. 13.31. Og blev der resten af dagen. Vejret var skønt, badevandet forfriskende koldt (gyse) til Lillian, Felix kunne luftes langs stranden i behørig afstand fra indhegning med vilde heste! OG Aage kunne geare ned efter alle strabadserne med forberedelse af turen.

At det var højsæson sandede vi på den fede måde: smukke træskibe, flodbåde, luksuslinere og autentiske sejlskibe kappedes om havnepladserne, og snart lå vi i lag også langs ‘vores’ kaj. Tysk slagermusik gjaldede fra en hjemkommende fiskekutter, hornmusik ‘sang’ solen ned fra havnens udsigtstårn, og familien på naboskibet Emma fik brug for gode ideer: Naboen tabte nemlig et kostbart armbåndsur i vandet og ville meget gerne fiske uret op igen på en eller anden måde. Der blev fremtryllet både svømmefødder og dykkerbriller, men det var blevet for mørkt til at se noget som helst. Næste morgen lykkedes det familien selv at fiske uret USKADT op.

Et sejlerpar (Saga), Aage kendte lidt fra Kalkbrænderihavnen, var i Bagenkop og på vej rundt i det sydfynske og vi fik udvekslet rejseplaner – søndag kom de så forbi og ønskede os god rejse med disse vise ord: HUSK, I er på ferie, I er ikke på flugt. Men vi tog nu straks efter videre – derudaf mod Marseilles.

Søndag 21.7.2013. Afgang fra Bagenkop kl. 10. Ankomst Möltenort kl. 15:45.

Vi tog tværs over Østersøen mod Kielerbugten. Ingen vind og høj sol. Turen over Østersøen tog ca. 3,5 timer. Flot tur.

Vi ankom til Kierlerbugten som også er anduvning til Kieler-kanalen for de store skibe. Vi sejlede ind i Kielerfjorden, hvor der var en voldsom trafik af lystbåde (søndag og skønt sommervejr, så alle var ude på fjorden), og erhvervsskibe til og fra Kieler-kanalen samt store passagerskibe. Vi ville lægge os ind i Möltenort, en mindre havn over for slusen til kanalen, men vi overså havnen, både visuelt og på GPS og endte næsten inde i bunden af fjorden. Vendte om og fandt havnen, hvor der var god plads.

Mandag 22.7.2013. Afgang Möltenort kl. 10 – ankomst Rendsburg kl. 14:45. 31 graders varme!

Vores 1. sluse-erfaring. Vi kom hurtigt over fjorden og ind i sluseområdet. Den gamle sluse var ue af drift, så lystbåde blev sluset sammen med erhvervsskibe i den ny, store sluse. Helt udramatisk, og vi fornemmede ikke om vi blev hævet/sænket. Det mest dramatiske var klatreturen op til betalingstårnet. Ikke sagen for ældre mænd!

Kielerkanalen er bred og dyb, og der sejler mega store skibe. Vi blev flere gange overhalet af store containerskibe. 31 graders varme og ingen vind, så heldigvis kunne Felix få en dukkert efter vi havde lagt til i Rendsburg.

Tirsdag 23.7.2013. Afgang Rendsburg 10:30. Ankomst Brunsbüttel ca. 15:30

Dagen startede afslappet med morgenritualet: Aage lufter Felix – fandt plæne til frisbbe-leg – og Lillian retter an til morgenmad. Mens Aage rigger båden til, når Lillian at give Felix en kort tur – det blev en badetur i nærmeste vandhul. Varmen fortsatte uhæmmet, vi sejlede ud i stille og roligt vejr og Kielerkanalens trafik var som dagen før – så Ferdinand viste ‘respekt’ for erhvervsskibene i mammut size og tværgående hurtigfærger. Vi nåede frem til trafikknudepunktet Brunsbüttel, hvor vi skal tanke op og i havn, mens andre skibe skal sluses. Vi sejlede ind sammen med et stort containerskib, der lagde sig i venteposition til slusen langs nogle store pæle. Problemet var, at Ferdinand lå mellem skibet og pælene. Væk i en fart og heldigvis uden at gå på grund! Der blev tanket op og vi fik plads i havnen lige ved siden af den store sluse – det betød udsigt og medhør til alle de mange kæmpeskibe der sejlede ind og ud af slusen døgnet rundt. Meget spektakulært.

Onsdag 24.7.2013. Afgang Brunsbüttel kl 15. Ankomst Cuxhaven kl. 18:45.

Formiddag: Lillian gik strøgtur. Aage en dejlig lang tur på Mole 4, hvor Felix kunne løbe løs. Flot udsigt over Elben fra Mole 4. Strøgturen var ikke værd at skrive hjem om, Lillian kom uden nøgle tilbage til båden og måtte ‘nyde’ en halv time på dækket, hvor der var hedt-hedt og god vuggen ved hver en sluseåbning.

Vi frygtede ventetider ved slusen, men ind i slusen kom vi efter blot tyve minutter. Ferdinand blev fortøjret til den lange flydebro og portene lukkedes, så hele molevitten kunne ‘løftes’. Vel oppe måtte vi vente en halv time, mens en grandios coaster sejlede ind i naboslusen, så kunne vi forlade Kieler-kanalen og sejlede ud i Elben netop hvor tidevandet var på det højeste. Sejladsen frem til Cuxhaven var barsk for vores Felix, trafikken gav grimme rulninger, så hunden kunne slet ikke slappe af før den fik fast landjord under poterne igen.

Torsdag 25.7.2013. Afgang Cuxhaven kl. 7:30. Ankomst jachthaven Wangerooge formiddag?

Vi satte kurs sydover mod de frisiske øer. Vi havde god medstrøm, så farten ud ad Elben var 10-11 knob. Meget trafik, men generelt roligt vand. Der kom tåge/dis i løbet af formiddagen, så vi satte radar på. Da vi kom ud for øen Wangerooger, sejlede vi ind ad sejlrenden sammen med tidevandet. Tidevandet er altafgørende for strømforhold og vanddybde. Strøm er 3-5 knob så det gælder om at sejle medstrøms og helst mens tidevandet står højt, ellers går man på grund i mudder. Forskel i tidevand er 3-4 meter. Spændende.

Wangerooger er en ferieø. Vi så kun en del af øen og var ikke inde i byen. En stor motorbåd var sejlet på en stenmole (under vand) og havde fået et stort hul under vandlinjen. Den blev bugseret hen til stranden og ved lavvande blev hullet repareret nødtørftigt, så båden ikke sank ved højvande.

Fredag 26.7.2013. Afgang Wangerooger kl. 7:00. Ankomst Norddeich kl. 14:15.

Tidlig afgang inden lavvandet og kurs mod Norderney. Feriehelvede og totalt fyldt havn. Sejlede videre ad smal sejlrende ind til fastland og lagde til i Norddeich. Endnu et feriested med stort F, men imponerende at se hvordan tidevandet ændrer hele landskab. Konstant trafik af færger til Norderney. Ved lavvande rører Ferdinand bunden.

Lørdag og søndag 27.-28.7.2013. Norddeich.

Stod op lørdag kl. 5:15 for at sejle med tidevandet, men så tæt tåge, så vi måtte blive i havn. Felix er vældig tilfreds: store græsarealer hvor han kan lege, og alle der kommer forbi båden, hilser venligt på ham. Vi ligger ved siden af en hollandsk båd og får gode råd om tidevandssejlads. Vi mødte også ‘globetrotteren’ ved samme bro – en sejler, der var kendt for at sejle verden rundt i sin hjemmebyggede ‘katamaran’, der bestod af to kanoer som skroge. Han benyttede havnen til vask og proviantering og stak så til søs igen – tidevandet behøvede han ikke at bekymre sig om.

Søndag suste vinden 15-18 m/sek., ergo ingen sejlads til Ferdinand, men kvalitetstid til Felix, kogevask, indkøb og network! En stabil netforbindelse måtte udnyttes, så Aage cyklede på opdagelse i ferie’helvedet’, mens Lillian syslede med computer – og luftede en Felix, der fandt ud af at det ikke var helt så farligt at træde ned på den smalle flydebro ved bådens side. Blæsten generede ham heller ikke – alt var sikkert bedre end den natte- (og dag-) torden, han oplevede dagen før. Om aftenen gik vi på nabovisit hos Henno og Marian fra Gieten i Holland, og de fik os til at revidere vores ruteplan efter deres anvisninger. Godt at snakke engelsk med søde  sejlere, de var begge skolelærere og nu nedtrappede de arbejdstiden og overvejede hvordan den ny fri tid skulle anvendes.

Mandag 29.7.2013. Afgang Norddeich Tyskland kl. 14:45. Ankomst Delfzijl Holland kl. 20:30.

Spændende sejlads. Vi fik tordenbyge med kraftig vind kl. 13:45-14:15. GPS havde vi ikke, men detaljeret papirkort. En del af ruten var blot markeret med kviste. Sejlede over tørlagte banker i højvande. Trods det lidt sene ankomsttidspunkt  til havnen, var vi ‘sikret’ plads og blev gelejdet dertil – vi formoder det hollandske par havde adviseret havnemesteren om vores komme. Heldet fulgte os også mht. aftensmad; havnens super fiskerestaurant havde åbent og vi nød at slappe af efter turen og skrue forventningerne op til næste dags kanalsejlads.

Tirsdag 31.7.2013. Afgang Delfzijl kl. 8:45. Ankomst Groningen kl. 13:15.

En enkelt sluse og så ellers rigtig mange broer, der skulle åbnes undervejs – og der er faste tidsrum for åbning som vi lige skulle indrette sejladsen efter. Gik i havn i centrum, hvor havnen Oosterhaven ligger, og hvor den kvindelige havnemester ‘orkestrerer’ sine gæster på plads med en råber for munden. Blev i havnen indtil lørdag, hvor vi udforskede byen til fods og på cykel.

Fredag var der hedebølge, så af hensyn til Felix tog vi byture på skift, så han kunne sikres skygge og vand og undgå at ligge alene og dampe i en varm båd.

Vi havde især eet praktisk gøremål: nemlig at skaffe stabil netforbindelse til vores computere. Aage fik købt mobil-grej hos Vodafone til formålet og gik om bord i installationen på pc’en. No problem, men Lillians mac stejlede!  Så udstyret med Mac og det indkøbte simkort entrerede Lillian Vodafone. En venlig sælger opdagede at fejlen lå i at Mac var låst med log-in-kode – og ikke om log-in-koden ville åbenbare sig bag hjernebarken. Med det problem i hovedet vendte Lillian nedtrykt tilbage til båden – og – oh ulykke – nu manglede pludselig vores simkort, som sælgeren ikke havde givet med tilbage. Og Aage kunne ikke komme på nettet uden… Vores plan om at sejle videre grumme tidligt næste morgen, mens det endnu ikke var blevet varmt, kunne ikke helt holdes ….

Lørdag 3.8.2013. Afgang kl. 10:45 fra Groningen. Ankomst bro ved Wetsingersluis ved 13-tiden.

Kl. 9:30 troppede Lillian så op igen hos Vodafone og satte 5 mand høj i sving med at finde sim-kortet fra gårsdagens besøg. Det var væk, men det lykkedes at skaffe et erstatnings simkort, som fungerede på pc’en. OG SÅ kunne vi sejle lykkeligt videre!

Fint og behageligt sejlvejr; vi glædede os til rundturen via kanaler og broer gennem Groningen og videre derudaf. Første bro følte vi var evigheder om at åbne for gennemsejling, men så nød vi ellers godt af samarbejdet mellem Groningens brovagter –  der var nærmest ingen ventetid fra bro til bro og vi nåede at forlade Groningen 5 minutter før vagternes frokostpause kl. 12-13. Straks var vi på landet. Græssende får og køer og vidtstrakte marker og enge.

Den lette vind holdt ikke stik – det blæste kraftigt og inden broen Wetsingersluis lagde vi til ved en landgangsbro, hvor vi fortøjede bag en fin fin sejlbåd, og luftede Felix, så han kunne klare et ryk videre frem ad kanalen.

Men vinden havde vi forregnet os med. I stedet for at få sejlet Ferdinand uden om båden der lå foran og fri fra broen, smækkede vinden bagenden af Ferdinand ind mod broen, så søgelænderet fik et knæk og en af metalholderne faldt i vandet. Vinden var for stærk til at vi bare lige kunne sejle videre, og hvornår vinden aftog var uvist. Så vi valgte at blive ‘hængende’ og måske få fikset Ferdinands skade. Stedet var ren idyl, og Aage fik sig en cykeltur til nærliggende landsby, mens Lillian nød naturen i Felix’s tempo.

Søndag 4.8.2013. Afgang kl. 9:30 fra Wetsingersluis. Ankomst jachthaven Lunegat kl. ca. 15

Flot morgen med sol og mindre vind. Skaden blev midlertidigt repareret. Metalbeslaget var desværre tabt, og træet i rælingen skal limes med epoxy. Det kræver lidt indkøb. Vi fik en flot sejlads på brede kanaler og søer.

Ankom til havnen Lunegat, som var stor og med masser af plads og gode faciliteter. Stille og roligt. Internetadgang via havnens wi-fi, så efter en aftentur  gik der ‘nørd’ i begge computere med hver vores fritidsarbejder. OG: Kl. ca. 23 bliver der banket på kahytsruden og minsanten om ikke familiemedlemmerne Svend og Sonja står uden for og vifter os om næsen med en seddel, hvor der står ‘om vi inviterer på morgenkaffe i morgen tidlig’!! Ja, nu kunne de jo så også lige få en aften-drink først og forklare os, hvordan de lige havde fundet på at komme på uanmeldt besøg osv. osv. Jo, de var lige smuttet forbi os undervejs til Dunkerque! Hyggelig overraskelse. Kl. 24 gik de til deres bil for at sove, og Aage fik arbejdet videre til kl. 01:30.

Mandag 5.8.2013. Afgang jachthaven Lunegat kl. 9:30. Ankomst Leeuwarden kl. 16.

Morgenmad med Svend og Sonja. Skovtur til Felix og af sted. Lige uden for havnen skulle vi gennem sluse. Vi er ikke sluse-eksperter endnu, men det gik fint.

Meget varieret og spændende sejlads gennem landskab og landsbyer. Varmt: ca. 28-30 grader. Pause i Dokkum, men alt for varmt til at gå med Felix. Da vi ankom til Leeuwarden måtte vi først lægge os i venteposition, indtil en bro åbnede op efter bropause kl. 16-18. Opgav at få plads i selve havnen og fandt i stedet en plads i centrum af byen midt i en park.

Tirsdag 6.8.2013. Leeuwarden.

Felix fik sig en ‘fridag’ her. Byen blev udforsket på cykel og til fods. Dejligt vejr og behagelig temperatur. Aage arbejdede formiddag på computer, Lillian tog cykeltur. Lillian arbejdede eftermiddag på computer og Aage tog på cykeltur, købte proviant og epoxy. Felix fik leget med frisbee på aftenturen, men forslugte sig på aftensmaden og gik ga-gak. Han slikkede og slikkede på ALT og turede rundt på båden, så vi lod ham gå på land, hvor han efter at have ryddet en del græsplæne, brækkede sig. SÅ var Felix heldigvis fit for fight igen.

 

 

F O R T S Æ T T E S  …